Spejlvendt

Bag facaden på Lene Siel

Lene Siel giver et overraskende indblik i en stor, men ikke altid rosenrød karriere.

Vi kender smilet. Vi kender den rene, lyse stemme og de smukke sange. Vi ved, at Lene Siel er en af Danmarkshistoriens bedst sælgende kunstnere.

Vi ved også, at hun har arbejdet med adskillige store internationale navne som John Denver, Richard Clayderman og Roger Whittaker og sunget med utallige danske sangere som Stig Rossen og Etta Cameron. Lige som hun flere gange har optrådt til kongehusets private fester.

Succesen og de sjove oplevelser med stjernerne har fyldt en stor del af Lene Siels livshistorie, som hun strejfer med glæde i sin selvbiografi, Lene Siel – SPEJLVENDT.

Lene Siel fortæller sin historie ærligt og kigger sig kritisk i spejlet undervejs.

For bag smilet, bag facaden, gemmer sig også en anden historie.

Det er en historie om, hvor stramt hun er blevet styret af sit pladeselskab i jagten på at skabe en succes. Om hvor lidt indflydelse hun har haft på selv at skabe sit eget image.

Hvis hun griner for meget i radioen, er det ødelæggende for hendes karriere. Forsøger hun at være morsom på scenen, får hun også hug af sin manager. Samarbejdet slutter, da manageren forsøger at manipulere hende til at skrive under på endnu en dårlig kontrakt.

Mange tror måske, at jeg er blevet millionær på alle de plader, jeg har solgt. Jeg er trods alt én af de bedst sælgende kunstnere herhjemme, men jeg kom aldrig i nærheden af millionerne, fordi mine aftaler var så dårlige, fortæller Lene Siel i bogen.

SPEJLVENDT fortæller om bruddet med manageren gennem 18 år, og om hvordan Lene Siel i dag har taget styringen over sin karriere.

I en alder af 42 år står Lene Siel for første gang på egne, skrøbelige ben, men med et optimistisk blik på fremtiden.