Ruth i krig

Reservemor fortæller fra fronten

Årets helt 2009, 58-årige Ruth Brik Christensen, fortæller om sine dramatiske oplevelser med de danske soldater i Irak og Afghanistan i sin selvbiografi ‘Ruth i Krig’- Reservemor for de danske soldater.

“Mark var utrolig glad for mit besøg, men troede ikke rigtig, at jeg var bevidst om, hvor farligt, det var at køre ud til Armadillo, fordi vejen derud er plastret til med vejsidebomber.”

58-årige Ruth Brik Christensen oplever krigen på nært hold i Camp Einherjer i Irak, og hun ser, hvordan de danske soldater kæmper ved frontlinien på den primitive base Armadillo i Afghanistan. 

Ruth i krig er historien om en kvinde, der mister sin mand Samuel, og pludselig står alene med to piger og en fremtid med flere sorger og glæder. Men som Ruth siger efter begravelsen:

“Ja, okay, så får de komme alle de depressioner, der komme vil, men de skal i hvert fald ikke finde mig ude på trappestenen siddende og vente på dem. “

Ruth Brik Christensen beslutter sig i stedet for at gøre livet lidt bedre og sjovere for andre mennesker – og det kommer især de danske soldater til at nyde godt af.

For Ruth i krig handler også om overvindelse, lyst til livet og næstekærlighed.

Som udsendt er Ruth Brik Christensens vigtigste mission at give soldaterne et fristed fra krigen på Kuffen, som soldaterhjemmet bliver kaldt.

Ruth giver et sjældent og underfundigt indblik i, hvordan hverdagen udfolder sig for soldaterne i de danske lejre.

Det er nemlig ikke uden udfordringer at være ’kufmutter’, for hvordan trøster man en soldat med svære hjertesorger, og hvilke tanker gør de udstationerede soldater sig om døden og livet, når de står midt i en krig? Og hvordan skaffer man ingredienser til en kage midt i ørkenen og skaber hygge, når bomberne flyver om ørerne på én og hærens regler spænder ben?

Ruth Brik Christensen skåner ikke sig i de urolige omgivelser.

“Det er altid farligt, når du bevæger dig ud, og der er krig, men jeg synes ikke, at jeg kunne tage til Afghanistan og sige, at jeg gerne ville være med – bare ikke når det blev farligt,” som hun siger i bogen.

Ruth Brik Christensen vandt i 2009 titlen som Året Helt i Jyllands-Posten for sin indsats for de danske soldater.

Ruth i krig er illustreret med talrige fotos fra Ruth Briks Christensens mange missioner.

UDE 20. SEPTEMBER PÅ FORLAGET TURBULENZ!