Når mor dør

Når mor dør’ er beretningen om otte kvinders tab af deres mor. Den yngste er 15 år og den ældste er 74. Historierne er individuelle, men også fælles. For mor vil altid mangle.

De to kvinder tager ind på hospitalet og klæder Bodil på. Lisbeth er overvældet. Hun rører ved sin afdøde mor og kan fysisk mærke, at hun ikke bare ligger og sover. Hun kan mærke, at det er lettere at acceptere, at det rigtigt er slut. Hendes mor er virkelig død.”

Lisbeth er en af de otte kvinder, du kan møde i bogen ’Når mor dør’.

Kvinderne fortæller om angst, sorg, smerte og afmagt. Om at få sagt de rigtige ting og om ikke at få sagt dem. Om at planlægge den bedste begravelse i verden for den kvinde, der betyder allermest. Om at forstå og tilgive, at hun ikke længere lever. Om at tilgive sig selv.

Lisbeth var 52, da hendes mor døde. De andre kvinder i bogen var 15, 19, 26, 34, 42, 59 og 74 år, da de mistede deres mor. De fortæller om præcis den dag, det skete, i hjerteskærende fortællinger.

Deres beretninger er individuelle, særlige og vidt forskellige, men de er også fælles. De svære ting er svære, uanset om man er 15 eller 74. Og mor vil altid mangle, også selvom man inderst inde godt kan se, at det er bedre for hende at få fred.

Man kommer sig aldrig helt over tabet af sin mor. Selv mange år efter kan en tanke, en duft, en sang, en samtale få tårerne frem i øjenkrogen og savnet bliver pludseligt nærværende igen.

Når mor dør, bliver verden en anden. Når mor dør, er der ikke længere nogen, der ved, hvad ens livret er. Der er ikke længere et sikkert bagland, der betingelsesløst elsker en eller en, der ved, de ting, der skal vides.

I Når mor dør kommer en psykolog, en præst og to bedemænd med deres bud på, hvad der gør det specielt at miste sin mor og kommer med deres vurdering af, hvordan man kommer videre i livet.

Bogen er illustreret med private billeder og genstande, der giver kvinderne minder om deres elskede mor.